Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Linda Gregersen Thousgaard

Læs her mere om Linda og om hvordan hun med egne ord arbejder som dagplejer.

Hej jeg hedder Linda og er dagplejer i Filskov.

Jeg er født i 1983, og bor på Amtsvejen 8. Jeg er gift med Torben, og til sammen har vi 8 børn født fra 1998 til 2018. Jeg har været dagplejer siden 1/3 – 2020.  Jeg har tidligere bl.a. arbejdet i børnehave, passet børn og arbejdet i et køkken. Disse erfaringer vil jeg gerne bruge i min hverdag sammen med børnene, bl.a. ved at inddrage dem i køkkenet. Det kan være at bage med dem, lære dem at smage på forskellige, (måske) nye spændende ting, som kan udfordre deres sanser og smagsløg. Jeg har et stort køkken/alrum, et stort legeværelse og en lang mellemgang vil være en del af børnenes hverdag. Her er plads til leg og tummel, gemmeleg og motorisk udfoldelse. Her er tid til fordybelse med kreative ting som at klippe-klistre-male-modellervoks osv. Derudover har jeg en indgang, hvor der er indrettet med en garderobe til hvert barn.  

Vigtigt for mig er:

  • Tryghed – det skal være trygt for jer at aflevere jeres barn hos mig, og barnet skal føle sig trygt, Trygge børn har de bedste vilkår for at trives.
  • Nærvær – jeg vil være på gulvet sammen med børnene, så jeg er tilgængelig, og jeg ser børnene i øjenhøjde.
  • Tid – der skal være tid til at lege og lære. Der skal være tid til at standse op, og se på myretuen eller bladene der falder af træet. Der skal være tid til at fordybe sig i det vi laver lige nu.
  • Selvværd og udvikling - Jeg vil støtte barnets selvværd og give det mange succesoplevelser gennem dagen. Jo mere barnet lære at gøre selv, jo mere selvværd vil det få. Jeg møder hvert barn anerkendende, og udvikler det der, hvor det er i dets udvikling.
  • Traditioner – Jeg vil igennem året, sammen med børnene, have fokus på forskellige traditioner. Vi vil lave forskellige aktiviteter og kreative ting, selvfølgelig efter hvert barns evner og udvikling. F.eks vil vi hygge med påsketing, lave julehygge og julehemmeligheder til forældrene.

Jeg bruger naturen og omgivelser i Filskov. F.eks naturstierne, hvor bl.a. Dyreskoven er et dejligt sted at komme. Der er mulighed for fordybelse, og for samtaler om det vi ser. Derudover er der rum til motorisk udvikling. De større børn kan gå og løbe, der er bakker til at kravle op af, og huller man skal ned i. Hjemme har jeg haven sandkasse, ujævnt terræn og fliser hvor der kan køres på køretøjer, leges med biler, bolde osv. 

Jeg glæder mig til at byde jer velkommen.