Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Tina Jochumsen

Læs her mere om Tina og om hvordan hun med egne ord arbejder som dagplejer.

Hvem er jeg?

Jeg hedder Tina. Jeg er gift med Brian, og vi har 3 udeboende voksne piger.

Jeg har været ansat som dagplejer siden 1998 og er tilknyttet team syd 2.Jeg er uddannet pædagogisk assistent på UC Syd i Esbjerg.

Jeg deltager i alle de kurser og uddannelser, jeg får tilbudt, såsom Marte Meo, læringsledelse, kompetencekurser, førstehjælp osv. for at dygtiggøre mig.

Jeg sidder i MED-udvalget i dagplejen.   

Jeg arbejder ud fra den styrkede pædagogiske læreplan. Det gør jeg for at fremme barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse. Det foregår i et trygt pædagogisk læringsmiljø, hvor legen er grundlæggende.

 

Som dagplejer vægter jeg det trygge, nære og genkendelige miljø, samt de gode relationer jeg får til mine dagplejebørn. Er man tryg, trives man bedre, og derved kommer læringen og udviklingen. Det er vigtigt for mig at være nærværende og anerkendende og møde det enkelte barn, hvor det er i sin udvikling og så følge barnets spor derfra. Samtidigt støtter jeg børnene i at blive selvstændige og selvhjulpne, så de er klar til nye udfordringer, når de skal videre i livet.

 

Om vores hverdag

I vores hverdag har vi tid, ro og plads til fordybelse. Vi når, det vi når i løbet af dagen. Hvad der var planlagt i går, er ikke sikkert vi når i dag, hvis børnene bliver grebet af noget andet, men det giver trygge, glade og opmærksomme børn, hvor vi dyrker det sociale fællesskab.

 

Vi bruger naturen rigtig meget som læringsmiljø, da vi nyder at være ude, både i skoven, på Karensminde, en tur forbi ænderne og på de forskellige legepladser vi har i nærmiljøet. Vi bruger meget naturen til kreative motoriske udfoldelser, hvor vi samtidigt får de sproglige kompetencer i spil. Vi er ude hver dag, hvor vi bliver beskidte, mens vi leger, men vi elsker det.

 

Babytegn er en del af vores hverdag. Det bliver brugt for at støtte det verbale sprog.

 

Vi går i legestue en gang om ugen og i heldagslegestue en gang i måneden. Der lærer det enkelte barn at begå sig i større fællesskaber og knytte venskaber på tværs. Børnene møder også de andre dagplejere i teamet, så det giver en tryghed, når de skal i gæstepleje.

 

Jeg følger Billund kommunes kostpolitik, så der bliver tilbudt sund og næringsrigt mad hver dag.

 

Jeg vægter den tætte kontakt til mine forældre, hvor et godt og respektfuldt samarbejde er i højsæde. Jeg sætter pris på åbenhed og ærlighed i en god dialog, hvor vi taler om barnets trivsel, men også om de gode hverdagsoplevelser vi har haft i løbet af dagen.

 

Jeg glæder mig til at møde jer!