Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Tanja Hansen

Læs her mere om Tanja og om hvordan hun med egne ord arbejder som dagplejer.

Jeg hedder Tanja Hansen. Jeg bor på Højvangsvej 22, 7260 Sdr. Omme, som ligger 6,5 km uden for Sønder Omme. Her bor jeg sammen med Kasper og vores to børn Vitus fra 2016 og Vega fra 2018 og vores lille bomuldshund Malfred.

 

Vi bor på landet, hvor der er højt til himlen og plads til at boltre sig både ude og inde. I haven har vi legeplads med både legetårne, rutsjebane, gynger, trampolin, stor sandkasse og legehus. Indenfor er der indrettet med bl.a. egen indgang til dagplejebørnene og et legeværelse. Jeg går meget op i at skabe rammer, som giver gode muligheder for en hverdag med plads til leg og læring både inde og ude. Læring er for mig noget der sker både i det store og i det små. Det kan være planlagte pædagogiske aktiviteter, men også noget der finder sted i alle hverdagstingene og i den frie leg.

 

Jeg er uddannet pædagog i 2013 og har arbejdet i integreret institution med både børnehave og vuggestue indtil 2019, hvor jeg blev ansat som dagplejer. Jeg er en omsorgsfuld og ansvarlig person, og det betyder meget for mig at have en anerkendende tilgang til andre mennesker. Jeg er også et positivt og tålmodigt menneske.

 

Jeg brænder for hver dag at give børnene en tryg, omsorgsfuld og nærværende dag, hvor jeg kan skabe en tæt og nær relation til hvert enkelt barn (og familie), og hvor der er mulighed for at være en aktiv del af et inkluderende fællesskab. Et forældresamarbejde baseret på dialog og åbenhed er for mig et godt fundament for et velfungerende samarbejde.

 

Mit udgangspunkt i mødet med det enkelte barn er - uanset alder og eventuelle problematikker - at det bør ses som et unikt individ, som jeg kan være med til at støtte i dets personlige og sociale udvikling. At arbejde med barnets ressourcer og se mulighederne frem for begrænsningerne er oplagt for mig.

 

Billund kommune har stillet en ladcykel til rådighed, så vi har mulighed for at cykle ind til byen af de små veje. Og ellers har jeg bil, som vi også vil benytte os af, så vi har mulighed for at deltage i de forskellige sociale tiltag der er med de andre dagplejere fx tur på legepladsen, i legestue og i børnehaven.

 

Hjemmet er ikke-rygere.