Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Hvorfor vælge dagplejen?

Dagplejen er kendetegnende ved et hjemligt og nært miljø, hvor barnet er sammen med dagplejeren hele dagen.

”Dagplejen kan noget i forhold til nærvær og trivsel, der er svære at måle. Dagplejere er generelt gode til at skabe ro, tryghed og dialog med børnene” udtaler børneforsker Ole Henrik Hansen, Aarhus Universitet 2013.

Når dit barn starter i dagplejen, har han eller hun allerede sin egen personlighed, erindringer og historie. Dagplejeren lærer barnet at kende og ser barnets kompetencer og ressourcer. Dagplejeren får viden om, hvad barnet er god til, hvad barnet kan lide at lege med, hvordan dagplejeren bedst trøster barnet, og hvad barnet gerne vil lære. Den viden giver dagplejeren gode muligheder for at stimulere barnets nærmeste udviklingszoner, og dagplejeren kan planlægge ud fra børnenes individuelle behov.

At lære noget nyt kræver tid, så derfor skal der være tid og rum til at udfordre, udforske og øve sig på det nye, som barnet har brug for. Det kan for eksempel være at tage bukser på, at gå på trappen, at nærstudere en bille eller at mærke forskel på det våde og tørre sand.

Gode betingelser for nærvær, tryghed, ro og tid til at udvikle sig i

Venskaber er livsnødvendige for mennesker. Børn og voksne udvikler venskaber gennem følelsen af tilhørsforhold, tillid, tryghed, respekt og trivsel. Det er i venskabet, at vi deler tanker, følelser og erfaringer. Når vi er nysgerrige på hinanden bliver vi også klogere på os selv.

For børn er venskaber forbundet med leg. Gennem legen finder barnet nye venner. Men når barnet leger, er der mere på spil end blot leg, for barnet øver sig i sociale samspil og det at indgå i tætte relationer og nære venskaber. I dagplejen er den voksne dagplejer tæt på barnet, og barnet har derfor alle gode forudsætninger for at blive guidet og vejledt til at udvikle sociale kompetencer sammen med de andre børn.